Historien

Jyllands Liverpool

Musik i Nibe opstod i kølvandet af et ganske særligt arrangement, som fandt sted i forbindelse med den årlige byfest i Nibe i 1985. Her ved ”Sildemarkedets” 25 års jubilæum fik multikunstneren, Thorvald Odgaard, sammen med andre af byens musikinteresserede, samlet en række gamle Nibe bands. En gruppe fik lavet et lille hæfte, der beskrev musik i Nibe fra 1960 – 85. Skriftet indeholdt bl.a. en beskrivelse af de orkestre, der samledes ved sildemarkedet 85. De fleste af disse havde deres storhedstid i 60erne, hvor Nibe fik tilnavnet ”Jyllands Liverpool” på grund af de mange lokale ”pigtrådsorkestre”, som huserede omkring Nibe på den tid. Det lykkedes at samle 13 af de gamle orkestre. Resultatet blev en opsigtsvækkende ”musikkavalkade”, som blev afviklet lørdag d. 8/8 1985.

Foreningen dannes

Den store succes var medvirkende årsag til, at ideen om at danne en forening udviklede sig. Bl.a. for at holde sammen på de mange gamle musikere, som var mødtes ved musikkavalkaden, men også for at styrke musiklivet i Nibe og støtte op om udøvende musikere. Efter nogle måneders forarbejde blev foreningen ”Musik i Nibe” dannet ved en stiftende generalforsamling 26. feb. 1987. Thorvald Odgaard var fortsat en af hovedkræfterne bag foreningens dannelse og blev naturligt nok valgt som formand.

Første ”øvelokale”
En af foreningens første opgaver gik ud på at skaffe et sted, hvor lokale musikere og evt. nye unge bands kunne samles og udøve deres musik. I 1987 fik foreningen et kælderlokale under Nibe & Omegns Sparekassen (senere Bikuben) i Skomagergade.

”Gryden holdes i kog”
En anden opgave var at holde ”gryden i kog” efter succesen med kavalkaden i 85. I de følgende år lykkedes det at genskabe stemningen ved de årlige sildemarkeder, og en del af de gamle orkestre deltog fortsat. Foreningens formand Thorvald Odgaard forstod at skabe opmærksomhed om foreningens deltagelse i de kommende byfester. Der blev knyttet forskellige events til foreningens engagement i sildemarkedet. F.eks. lykkedes det at få foreningen optaget i Guinnes Rekordbog to gange. Først ved i 1987 at lave en trommehvirvel med 4 meter lange trommestikker udført af 8 trommeslagere. I 95 fik foreningen fremstillet verdens største triangel, som blev indviet og godkendt uden for ”spillestedet” ved årets sildemarked, hvorefter det tre gange seks meter store instrument blev kørt rundt i sildemarkedsoptoget.

”Festihal”
I 1989 indgik foreningen et samarbejde med Lions Club Nibe om at lave en stor fest i Nibehallen. Det var den første af to succesrige ”Festihal” arrangementer. I 89 og 90 lykkedes det at fylde Nibehallen med 7-800 glade gæster, som fik en tre retters menu og en masse lokal musik.. Foreningen leverede musikken og underholdningen, og Lions sørgede for maden og det praktiske. Et forsøg på at lave et tredje ”festihal” i 92 mislykkedes, idet man måtte aflyse på grund af for få solgte billetter. Ikke desto mindre har de to succesfulde arrangementer, der blev gennemført, været med til at skabe et godt økonomisk grundlag for foreningen. Samarbejdet med Lions blev gentaget ved Nibes 275 års købstadsjubilæum i 2002, hvor man samlede 400 gæster til jubiiii-fest i Nibehallen.

”Kapellet”
Musik i Nibe havde fra starten haft en målsætning om at få et godt øvelokale. Efter at byens sygehus var blevet nedlagt, blev det tilhørende sygehusvaskeri ”ledigt” i kapelbygningen. Det lykkedes for foreningen at få en aftale med kommunen om at få lov selv at indrette et øvelokale i kapellet. Værdien af den forbedring af kapellet, som foreningen opbyggede, blev fastsat og godskrevet i huslejen, så foreningen indtil videre kun skulle betale omkostninger til strøm mm. Der blev lagt et stort frivilligt arbejde af foreningens medlemmer, som betød at vi d. 4. maj 1991 kunne indvie det nye øvelokale i ”Kapellet” med tilhørende køkken og toiletfaciliteter. En stor dag i foreningens historie, idet Kapellet fra starten af blev krumtappen om foreningens daglige arbejde. Fire år senere blev kapel- og et kølerum i bygningen indrettet ligeledes med frivillig arbejdskraft og indviet 11. nov. 95. Foreningen disponerede herefter over hele kapelbygningen med to fuldt udstyrede øvelokaler. Der er indgået aftale med Nibe musikskole om brug af lokalerne i eftermiddagstimerne.

Læs mere om Musik I Nibe i perioden 1960-1985 i en folder produceret i forbindelse med Sildemarkedets 25 års jubilæum

Eller køb bogen Jyllands Liverpool ved at henvende dig til kasseren på kasserer@musikinibe.dk

Der kan ses og høres meget mere på Musik i Nibes youtubekanal